Home

Hvor finder man de gode råd til jobsamtalen?

Download gratis mit lille e-bogshæfte om gode råd til jobsamtalen (pdf).

Mine 16 gode råd til jobsamtalen er lavet som 16 spørgsmål og svar. Du skal være forberedt på disse spørgsmål for at undgå, at du bliver overrumplet i jobsamtalen.

Gør dig klar til en lind strøm af gode råd og en gennemgang af 16 vigtige spørgsmål og svar til jobsamtalen.

Gør dig klar til en lind strøm af gode råd og en gennemgang af 16 vigtige spørgsmål og svar til jobsamtalen.

Hvis du bliver overrumplet i jobsamtalen, så svarer du alt for spontant og du risikerer at snakke dig ud af jobbet. Først kommer en indholdsfortegnelse over spørgsmål til jobsamtalen – sidenhen kommer de gode råd og mulige svar.

Må min guide bringe dig held og lykke til jobsamtalen!

Kærlig hilsen Morten Fogelstrøm, Jobcenterindsats.

Spørgsmål og svar til jobsamtalen

Hvordan skal jeg forberede mig til jobsamtalen?

1. Hvordan bliver jeg mentalt og fysisk klar til jobsamtalen?

2. Hvad bør jeg medbringe til jobsamtalen?

3. Hvad skal jeg undersøge før jobsamtalen?

4. Hvilke spørgsmål skal jeg forberede før jobsamtalen?

5. Hvordan svarer jeg på spørgsmålet om mine stærke og svage sider?

6. Hvad svarer jeg på spørgsmålet hvorfor skal vi ansætte dig?

7. Hvad svarer du på spørgsmålet fortæl lidt om dig selv?

8. Hvordan kan jeg fortælle om den råde tråd i mit CV?

9. Hvilke spørgsmål stiller de om mit CV?

Hvordan skal jeg opføre mig til jobsamtalen?

10. Hvordan skaber jeg en god stemning til jobsamtalen?

11. Hvordan kan jeg skabe tryghed i jobsamtalen?

12. Hvordan skaber jeg en dialog til jobsamtalen?

13. Hvad er det vigtigste personlige råd til at performe til jobsamtalen?

14. Hvordan kan jeg håndtere uventede og udfordrende spørgsmål?

15. Hvordan kan jeg skabe en god afslutning på jobsamtalen?

Hvad kan jeg gøre efter min jobsamtale?

16. Hvordan kan jeg lære af mine jobsamtaler?

Før jobsamtalen

1. Hvordan bliver jeg mentalt og fysisk klar til jobsamtalen?

Jobsamtalen - hvorfor blev du fyret?

Hvorfor stoppede du i dit forrige job? (Klik på billedet for at øve dit svar)

Et godt råd er, at du skal være forberedt nogle dage i forvejen med punkterne 2. til 9. Sørg for at undersøge vejen frem til virksomheden og om der er til at parkere. Sørg for at du har mulighed for at komme i god tid, så du ikke skal stresse over forsinkelser. Aftal med dine nærmeste, at det er vigtigt at I har det godt sammen i dagene op til jobsamtale. Altså: Undgå stress og store uoverensstemmelser op til jobsamtalen; det skader dit personlige overskud. Personligt overskud – eller underskud – slår stærkt igennem i din jobsamtale. Hvis du ikke er mentalt ovenpå pga. en dårlig afslutning på dit forrige job, så overvej om det ikke er det værd, at du laver lidt mental og følelsesmæssig heling inden jobsamtalen.

2. Hvad bør jeg medbringe til jobsamtalen?

Husk dit jobsøgningsmateriale.

Husk dit jobsøgningsmateriale.

Jeg råder dig til at, have dit jobsøgningsmateriale med til jobsamtalen. Print alt dit materiale og husk at du typisk kan finde opslaget på Jobindex også selvom opslaget ikke længere er aktivt (hvis du er logget ind på Jobindex.dk eller på Jobindex app, så kan du også gemme og genlæse opslaget der).

Gennemgå opslaget for de vigtigste krav til jobbet. Print også din ansøgning og dit CV. Pak dit materiale på en måde der gør det let for dig at overskue og hente frem om nødvendigt. Det er ikke sikkert, at du kommer til at bruge det; men det er rart at have med sig. Det giver tryghed og overskud i jobsamtalen, at have styr på sit materiale.

3. Hvad skal jeg undersøge før jobsamtalen?

Proff.dk er din gratis mulighed for fx at tjekke op på virksomhedens økonomi inden jobsamtalen.

Proff.dk er en mulighed for fx at tjekke op på virksomhedens økonomi inden jobsamtalen (Et klik på grafikken fører dig til 5 gratis virksomhedsdatabaser)

Du skal lave research på virksomheden og de personer som du skal møde. ”Google” dem som du skal tale med. Læs om der er projekter, rapporter, regnskabstal og andet som kan være relevant baggrundsviden. Du kan researche på regnskabstal via bl.a. proff.dk og andre virksomhedsdatabaser (læs mere her). Måske skal du også “Google” dig selv? Hvis der kommer uventede søgeresultater på din person, så er det bedre, at du ikke opdager det til selve samtalen.

4. Hvilke spørgsmål skal jeg forberede før jobsamtalen?

Du kan stille flere af disse spørgsmål til jobsamtalen: Hvad var grunden til at den forrige stoppede i jobbet? Hvad er det mest afgørende i forhold til at få succes hos x-virksomhed? Hvor har x-virksomhed en stor udfordring som der virkelig skal tages hånd om? Hvad er den første store udfordring som jeg vil stå over for i jobbet? Når jeg nu er blevet en succes i jobbet, hvordan kan man se det? Hvad er så er opnået? Som chef, hvad er den bedste anerkendelse, du nogensinde har fået?

Det er vigtigt at du skriver dine spørgsmål ned. Prøv også at prioritere dem. Brug ikke nødvendigvis mine spørgsmål. Find selv ud af hvad der vigtigt for dig og lad det styre din prioritering. Overvej ikke at stille for udfordrende spørgsmål i en konservativ virksomhed, med mindre du mener at du har brug for at udfordre arbejdsgiver for at få svar på dine spørgsmål. Tag spørgsmål med som passer til dig som person – det er ikke nødvendigvis de samme spørgsmål, som dem vi smarte konsulenter vil stille. Det vil måske fremstå ud af sammenhængen, hvis en detaljeorienteret faglig specialist inden for et teknisk område pludselig fremsiger cirkulære refleksive spørgsmål i bedste coachstil. Hvis du ikke fattede helt, hvad der stod i den forrige sætning, så fortvivl ikke, men find dine egne gode spørgsmål😉

Husk at det vigtigste bliver, at dine spørgsmål falder så naturligt de kan, i det som bør være en samtale. Føler du, at fokus er for meget på dig undervejs, og at du ikke selv får meget igen, så at det måske der du skal rette fokus tilbage på dem via dine gode spørgsmål.

5. Hvordan svarer jeg på spørgsmålet om mine stærke og svage sider?

Jobsamtalen: 5 stærke og 5 svage sider

Hvad er dine stærke og svage sider egentlig? (Klik på grafikken og få inspiration!)

Du bør altid relatere dine stærke og svage sider til det konkrete job du søger. Så det er altså ikke muligt, at øve sig på sine stærke og svage sider én gang for alle. Grundlæggende skal dine stærke sider passe ind til løsningen af de opgaver og roller som ligger i jobbet. Når du svarer på dine svage sider, så skal disse også relateres til jobbet. Her handler opgaven, så om at sandsynliggøre at du er god til at kompensere for dine svage sider. Skriv dine stærke og svage sider ned relateret til stillingen og medbring dem til jobsamtalen. Læs artiklen om ”5 stærke og 5 svage sider”, hvor du kan læse et eksempel på, hvordan en anonym jobsøger har set på sine stærke og svage sider i forhold til et konkret job.

6. Hvad svarer jeg på spørgsmålet, hvorfor skal vi ansætte dig?

Dette spørgsmål kommer ofte. Hvis ikke det kommer, så kan du selv bringe det på banen i din opsummering (punkt 15). Uanset hvad så har virksomheden en checkliste af punkter som den idéelle kandidat gerne må leve på til. Den liste skal du selv skabe med udgangspunkt i jobannoncen. Formulér et skarpt svar på hvert af de vigtigste krav. Skriv krav og svar ned. Hvis du har lavet en god ansøgning, så står de fleste af svarene der.

Spørgsmålet kan også besvares med: “I har inviteret mig til i dag, så derfor regner I med, at jeg godt kan udfylde jobbet. Så, derfor vil jeg supplere med: Fordi I kan have tillid til mig“. Punktum. Selvsikkert og ikke passende i alle jobsamtaler. Men en noget anden måde at reagere på, end ved at ville jobbet så meget at man oplister en lang række gode argumenter, som burde være på plads før samtalen. Specielt hvis spørgsmålet kommer helt til sidst i jobsamtalen, er spørgsmålet mere et trickspørgsmål, som har til formål at stresse dig. Læs råd 14 om trickspørgsmål.

7. Hvad svarer du på spørgsmålet fortæl lidt om dig selv?

Virksomheden er tit interesseret i, at høre hvad du siger og fornemme hvordan du tænker, når du bliver sluppet løs uden faste rammer. Taler du længe? Tænker du før du taler? Er der struktur i det du siger? Er det relevant for jobbet eller teamet du skal indgå i? Du bør sige noget om ”dig selv” af mere personlig karakter, hvis du søger at et job som pædagog eller andre jobs hvor kollegaerne er meget interesserede i hvem du er som menneske. I de fleste tilfælde er det nok at sige civilstand, familiesituation, hvor du bor på 20 sekunder. Dernæst noget om dine faglige kvalifikationer, måske din uddannelsestitel hvis den er meget relevant for jobbet. Men gennemgå for guds skyld ikke dit CV igennem igen: Det har de læst.

Spørgsmålet fortæl lidt om dig selv, kan også forståes som en blød opvarmning, hvor du siger de ovennævnte, 20 sekunders almindeligheder. Spørgsmålet svarer lidt til spørgsmålet “hvordan går det?” (how are you?), hvor man svarer lidt kort og kedeligt, at “det går sådan set meget godt”. Pointen er egentlig, at så er samtalen i gang og alle føler at de de er OK.

Du kan overveje, at sige “jeg vil fortælle om den råde tråd i mit arbejdsliv, som har ledt mig frem mod netop dette job”. Men det vil typisk være lige lovlig tidligt og offensivt at komme ind på det. Men, lad os alligevel bruge lidt tid på den “røde tråd”:

8. Hvordan kan jeg fortælle om den røde tråd i mit CV?

CV skabelon Word #2. Klik på grafikken for at downloade til din egen PC, Mac eller tabler - lige til at redigere og tilpasse.

Den råde tråd – i forhold til det job du søger – skulle gerne fremgå af det resumé, som du indsætter i starten af dit CV.

En anden måde at fortælle om sig selv på, er ved at du forklarer den røde tråd igennem dit arbejdsliv som leder frem til dette job. Det er en god idé at have øvet dig i dette karriereresumé.

Du skal tegne de store linjer og ikke fortabe dig i detaljer. Du skal have fokus på højdepunkter fra karrieren som peger direkte på det job du søger. Du kan ligefrem sige at ”nu vil jeg fortælle hvordan mit arbejdsliv igennem årene har peget frem mod netop dette job”.Det giver en retning på din fortælling og leverer argumenter for at ansætte dig. Du viser også din motivation ved at du er super forberedt. Hvis du er klar på den røde tråd, har du også lettere ved at svare på spørgsmålet ”hvor ser du dig selv om 3-5 år?”.

9. Hvilke spørgsmål stiller de om mit CV?

Kend dit CV – vær parat til at forklare dine jobskifter. Hvis du har bemærkelsesværdige skift på dit CV, så kan det være godt, at være forberedt på at kunne forklare hvorfor. Det kan være at du har skiftet mellem leder og specialist, fra selvstændig til lønarbejder eller måske taget en ny uddannelse eller andet som markerer et skifte. Der kan også være huller i CV’et. Vær klar med et meningsfuldt svar, og lad dig ikke overrumple.

Selve jobsamtalen

10. Hvordan skaber jeg en god stemning til jobsamtalen?

Lav en ”icebreaker” imens du finder din plads – få en god start på jobsamtalen. Er der en god udsigt, god indretning, en dagsaktuel begivenhed som er ukontroversiel så skab kontakt og stemning ved at small talke om det. Det kan også være en nyhed om virksomheden. Hvis du er til samtale hos Carlsberg eller Hjem Is på en varm sommerdag, så er det oplagt at sige ”Nå, det er en af de gode omsætningsdage i dag.” Er du til samtale hos McDonalds eller Hartmanns, så kan det være at nævne ”Jeg er glad for at komme til samtale på en af Danmarks bedste arbejdspladser”. Kan I sammen komme til at smile, grine eller på en anden måde skabe god kontakt allerede før i går i gang, vil det også hjælpe på en eventuel nervøsitet. Tag imod tilbuddet om at få lidt kaffe eller vand, så har du lidt at fokusere på når du finder dig til rette. Det er samtidigt høfligt og imødekommende at sige ja tak, til det man bliver budt af sin vært.

11. Hvordan kan jeg skabe tryghed i jobsamtalen?

Hav dine hjælpemidler ved hånden, vær forberedt og husk at de har udvalgt dig, fordi de forventer at du kan udfylde jobbet. Altså: Ro på og tro på! Du har lavet en liste over den research du har forberedt: Det kan være viden om de vigtigste kunder eller samarbejdspartenere, virksomhedens værdier, afgørende projekter. Hvis du er grafiker, model eller projektleder har du din portfolio med projekter eller referenceopgaver. Du medbringer en kopi af din ansøgning, CV og selve jobannoncen, hvor du har fremhævet de vigtigste krav. Du medbringer også en liste med dine ”5 stærke og svage sider” relateret til jobbet. Du har også øvet dig på ”hvorfor skal vi ansætte dig”. Du har lavet og medbringer en prioriteret liste af spørgsmål til virksomheden. Medbring papir og kuglepen til at tage noter, hvis det skulle blive nødvendigt.

12. Hvordan skaber jeg en dialog til jobsamtalen?

Knyt an til det der bliver sagt. Skab en dialog og dosér dine spørgsmål undervejs.  Tænk kort før du taler. Svar relativt kort. Hvis du uddyber, så husk hvad der blev spurgt om. Pas på ikke at køre ud af en tangent. Arbejdsgiver skal nok stille uddybende spørgsmål, hvis de vil vide mere. Du kan også spørge ind til hvad der lægger i spørgsmålet – fuldstændig som I andre samtaler. Men det skal ikke overdrives.

De bedste jobsamtaler er kendetegnet ved, at de forløber som en samtale. (Klik på grafikken og lær hvordan).

De bedste jobsamtaler er kendetegnet ved, at de forløber som en samtale. (Klik på grafikken og lær hvordan).

Hvis du kan få arbejdsgiver til at tale, så skaber du mere tid til dine egne overvejelser og arbejdsgivere kan generelt godt lide at høre sig selv tale. Dygtige interviewere vil sørge for at skabe en så god og ligeværdig stemning på mødet. Du kan godt eksperimentere med at tage initiativ i samtalen, specielt hvis det både er en del af din personlighed og hvis jobbet også indeholder krav om dette. Men det skal falde naturligt og passe til dig. Så pas på ikke, at blive for “konsulentagtig”, det kan nemt blive for distanceret. I stedet for at vente til sidst, hvor arbejdsgiver så spørger om du har spørgsmål, så kan du komme med dine spørgsmål undervejs. Pointen er, at dine spørgsmål kan være med til at skabe balance i samtalen og forskyde opmærksomheden lidt væk fra dig. Hvis du kommer med dine spørgsmål i løbet af samtalen, så kan du også bedre ramme en god og mere passende sammenhæng. Det kan nemt blive en meget unaturlig samtale, hvis først virksomheden “afhører dig” og du så sidenhen stiller spørgsmål i øst og vest næsten på vej ud af døren. På det tidspunkt har arbejdsgiver måske allerede besluttet, om du skal gå videre. Du kommer først på banen, fordi man jo høfligt skal spørge kandidaten, om han har noget at spørge om. Den situation vil du gerne undgå.

13. Hvad er det vigtigste personlige råd til at performe i jobsamtalen?

Vær dig selv - tro på det.

Vær dig selv – tro på det.

Det bedste råd overhovedet er: Vær dig selv. Det er det du er det meste af tiden, og det er det, som er lettest “at levere”, når du er ansat. Det vil sige: Slap af – vær ikke for ivrig, og sørg for at du ikke vil for meget i samtalen. Dette råd modsiger egentlig resten af de andre råd. Dog ikke helt. Du skal forberede dig, så du føler dig på solid grund og så du kan slappe mest muligt af og være dig selv.

14. Hvordan kan jeg håndtere uventede og udfordrende spørgsmål?

Du skal være klar til de mange trickspørgsmål som kan dukke op i jobsamtalen: Enten ved at købe dig tid, lave et politikersvar eller have et kækt svar parat.

Hvad er et trickspørgsmål til jobsamtalen? Trickspørgsmål kan være når arbejdsgiveren stiller det samme spørgsmål flere gange i træk for at stresse dig. Hvis du har svaret godt på spørgsmålet, så svarer du bare det samme igen og holder masken. Kommer det endnu engang for at skabe forvirring, så gentager du endnu engang. Lige som en politiker ville gøre. Får du et overrumplende spørgsmål som du har svært ved at svare på, kan du købe dig tid ved at gentage spørgsmålet højt for dig selv. Du kan godt holde en kortere tænkepause og vise at du ikke lader dig stresse. Hvis du stadig ikke har et svar, så kan du eventuelt opstille forudsætninger eller præmisser som kan gøre spørgsmålet mere simpelt.

Trickspørgsmål har til formål at stresse dig og se hvordan du håndterer det. Så bevar roen. I stedet for at spørge dig, hvordan du reagerer under stress, så udsætter de dig for stress. Trickspørgsmål kan også stilles på en måde som f.x “Så hvad er dit unikke bidrag til x-virksomhed?” og det vel at mærke efter at du har svaret på spørgsmålet. Så hvorfor kommer det igen? For at se hvordan du reagerer. Har du læst spillet rigtigt, så kan du svare som min kone gjorde, da hun fik det spørgsmål: “Jeg er rigtig god til at samle svampe”. Et kækt svar, som viser at du har regnet legen ud.

15. Hvordan kan jeg skabe en god afslutning på jobsamtalen?

Det kan du ved at lave en suveræn opsummering. Når jobsamtalen nærmer sig sin afslutning, bliver du næsten altid spurgt om, du har flere spørgsmål. Hvis der har været en god dialog undervejs, så har du sikkert fået svar på det meste, og forhåbentlig fået fremlagt dine fortræffeligheder i forhold til jobbets krav. Du kan sætte trumf på ved at lave en kort opsummering af samtalen som konkluderer, at du har fået svar på de spørgsmål som du havde med. Du synes, at dialogen har vist et godt match mellem krav og dine evner, og at du har tiltro til at det vil blive et godt samarbejde. Jeg har selv prøvet opsummeringen med held, men det kræver selvfølgelig, at samtalen indtil da er forløbet godt. Du kan ikke redde en samtale som er kørt af sporet på denne måde.

Efter jobsamtalen

16. Hvordan kan jeg lære af mine jobsamtaler?

Du får mulighed for at lære ved, at du spørger om feedback på jobsamtalen – specielt hvis du fik afslag på jobbet. Det kan være svært at få et ægte svar på, hvorfor du ikke får et job.

Hvis du vil undgå et afslag til jobsamtalen, så skal du holde øje med tre ting (klik på grafikken og læs mere).

Hvis du vil undgå et afslag til jobsamtalen, så skal du holde øje med tre ting (klik på grafikken og læs mere).

De fleste gange vil svaret gå på, at den anden kandidat havde lidt mere af et eller andet. Det kan selvfølgelig være sandt. Men prøv alligevel om du kan bore lidt mere i det. Bed om et godt råd. Sig at de godt må sige, noget af “det man ikke siger“. Det er ikke sikkert, at der er noget at komme efter. Men du skal naturligvis være parat til at få noget mindre behageligt at vide, hvis du selv efterspørger det. Husk, at det blot er deres svar, set fra deres vinkel ud fra den ene eller de måske to gange i har mødt hinanden. Så du skal altså heller ikke lade dig slå helt ud af det. Men måske ligger der gemt noget viden i arbejdsgivers feedback til dig. Det er et forsøg værd.

Jeg håber, at du har fået inspiration til håndteringen af din næste jobsamtale? Hvis ja, så del artiklen med andre eller læg en kommentar. Tilmeld dig med din e-mail længere nede, hvis du vil have flere tips i din indbakke, når jeg laver nye artikler og guides til jobsøgning. Du kan også lægge en kommentar, hvis du mener, at der emner som bør tilføjes i denne guide til spørgsmål og svar.

Kommer du til nok jobsamtaler?

Hvis du ikke har nok fremdrift i din jobsøgning, så læs 12 gode råd til det jobsøgende menneske. Hvis du helt er på usikker grund, om hvornår du kommer i job i det hele taget, så tag et kik på hvornår du kommer i job? Hvis du vil til flere jobsamtaler, så er det afgørende at din ansøgning og dit CV er 100 % målrettet til hvert eneste job.

Er du tilfreds med min artikel om jobsamtaler?

download gratis mit lille e-bogshæfte om gode råd til jobsamtalen (pdf). Du kan også tilmelde dig med din e-mail længere nede og modtage en notits, hver gang der er nye råd om jobsøgning på min blog.

Flere gode råd og svar på dine spørgsmål til jobsamtalen

Læg en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s